Mange ungdomsspillere konfronteres på et tidspunkt med oplevelsen af, at det ikke længere handler om bare at træne og have det sjovt. Der kommer allerede fra en ung alder et øget fokus på præstationer og resultater.
Hjernen er stadig i fuld udvikling hos ungdomsspillere og alligevel skal de fleste træne under rammer, der minder rigtig meget om rammerne hos voksne. Det kan skabe en øget selvbevidsthed, som kan være svær at stå i – og det kan også være svært for forældrene at navigere i det.
Nogle af de udfordringer, som ungdomsspillere møder når sportsmiljøet ændrer sig til at være mere præstationsorienteret kan være:
– begynder at sammenligne sig med andre
oplever at blive til- eller fravalgt (til førsteholdet måske)
– bliver mere opmærksom på forventninger udefra
– skaber høje (og måske urealistiske) krav til sig selv
– skal redefinere hvorfor det er sjovt at gå til sporten
– bliver bange for at fejle
Det er vigtigt at tage tidligt hånd om den usikkerhed og tvivl der kan opstå. Den forsvinder ikke ved, at man som ungdomsspiller får af vide af forældre og trænere at “det nok skal gå”, “du skal bare ind og have det sjovt”, “du skal ikke være nervøs”, “du er for hård ved dig selv”, “du skal tænke mere positivt” osv.
Selvom sådanne vendinger er velmente, vil spilleren få en følelse af, at det de oplever er forkert. Men det er HELT normalt at opleve tvivl, usikkerhed og en dalende motivation når fokus på de resultater du laver pludselig stiger. Der er meget pres og der er meget på spil for disse ungdomsspillere – for de vil rigtig gerne gøre det godt.
Anerkend deres oplevelser og følelser. Det vil hjælpe at få skabt nogle rammer, hvor der kommer et større fokus på processen, udviklingen og handlingerne. I stedet for selve resultatet. Ungdomsspillere (.. og voksne) skal lære hvordan de vil være performer for at navigere bedst muligt i et præstationsmiljø.
Find et udvalg af mentaltræningsøvelser
her som måske kan hjælpe dig/jer.