NÅR ALT FORSVINDER PÅ ET SPLITSEKUND

juni 12, 2017
laursencoaching

”Kathrine, din mor er død” … Det rungede i mit hoved, det sortnede for mine øjne og verden gik i stå. Jeg mistede på et øjeblik alle mine kræfter og blev ramt af mistro; det kunne jo ikke passe. Død? Nej, det måtte være forkert. Jeg ringede op igen for at spørge, om de var helt sikre på, at hun var død..

Det var en tidlig decembermorgen i 2009 og sneen faldt fredeligt fra himlen. På vej til kapellet tænkte jeg, at tiden i bilen var den sidste tid inden mit liv for altid ville være forandret – inden jeg ville få bekræftet, at det jeg frygtede var sandt.

Jeg var 21 år og havde ingen idé om hvad dette ville betyde for mit liv. Efter en lang periode i chok efterfulgt af en svær tid i sorg stod jeg pludselig der, hvor tomheden virkelig ramte. Nu skulle jeg jo leve mit liv igen – men helt ærligt, så føltes det ikke længere som mit liv. Intet var rigtigt og jeg følte ikke, at mit liv gav mening. Og den følelse kunne jeg ikke affinde mig med. Der måtte simpelthen være mere.

Lige nu sidder jeg på stranden i Thailand, hvor jeg har valgt at bo for en stund. Jeg kører mine mentorforløb online og er rimelig fri i forhold til hvor jeg arbejder fra i verden. Jeg lever min drøm. Men jeg har nok ikke fundet meningen med livet.. Til gengæld har jeg accepteret, at jeg nok aldrig finder svaret på det spørgsmål – og netop det skaber friheden til, at jeg kan gøre præcis det, jeg drømmer om.

Da jeg begyndte at finde tilbage til mig selv efter det pludselig tab af min mor lovede jeg mig selv én ting: ”du må aldrig spilde dit liv på noget, der ikke gør dig lykkelig”. Jeg udskyder ikke det, der er vigtigt for mig. Jeg giver udtryk for mine følelser. Jeg slår mig og er taknemmelig for, at jeg har modet til at kaste mig ud i ting.

Men forstå én ting. Jeg er såret – mit hjerte savner og mangler. Nogle gange føles det som om, at jeg er ødelagt. Og i alt det er det endnu vigtigere at forstå, at jeg er lykkelig og taknemmelig. Lykke og taknemmelighed fylder mig virkelig op. Jeg lever et liv der er 100 procent rigtigt for mig – og der er så meget kærlighed til og fra de helt fantastiske mennesker, jeg har i mit liv.

At være såret og lykkelig kan sagtens gå hånd i hånd. For mig er taknemmeligheden større efter jeg har mistet. Når jeg ser tilbage på måden jeg tænkte på og måden jeg levede mit liv på inden mit tab, så foretrækker jeg den version jeg er i dag. Jeg er selvfølgelig også blevet ældre. Men det er noget andet, jeg mener. På et dybere plan.

Ville jeg bytte mit nuværende liv ud med en topfesen hverdag uden noget af det jeg elsker for at gå en tur med min mor? JA – til enhver tid!! Kan jeg det? NEJ. Så jeg holder i stedet mit løfte til mig selv og får det meste ud af det liv, jeg har fået. Alt kan ændre sig på et splitsekund, så lad være med at vente. Hvis du gerne vil noget, så gør det. Hvis du elsker nogen, så sig det. Det er ikke indviklet – og alligevel er det ofte de ting, vi udskyder.

”Der er en gave i alt”, siger man. Den påstand tager jeg op i videoen der kommer i morgen – følg med på bloggen eller YouTube.

Få tips.. på torsdag kan du i mit nyhedsbrev få tips til hvordan du kan give slip og få sagt tak til nogen eller noget, der ikke længere er i dit liv.

Online mentorforløb.. Ønsker du støtte og sparring i din udvikling? Så er et online mentorforløb måske noget for dig. Send mig en mail på info@laursencoaching.dk – så taler vi om hvordan jeg bedst muligt kan hjælpe dig.

– Kathrine

 

19125287_10155393157032292_218221485_o

4 Comments. Leave new

Wow…. jeg har ikke mistet mine forældre, men det ramte mig virkelig. Tak for at dele ❤️❤️

Svar
laursencoaching
15. juni 2017 16:55

Hej Ida! Jeg håber, du har taget noget med dig <3 TAK for din feedback! Rigtig god dag :)

Svar
Anne Stine Moth McEwan
28. juli 2017 22:55

Dette indlæg giver så meget mening for mig! Jeg er nemlig såret og lykkelig på en og samme tid da jeg har mistet min først fødte søn for snart 3 år siden – fået en søn mere for snart 6 mdr siden og mistet min mor for 2 måneder siden 😔 Så jeg lever hver dag med et stort savn og sorg samtidig med jeg er så taknemmelig for vores levende søn og griner og leger med ham som hver dag bekræfter livet..
Jeg faldt over dig i dag på facebook og vil følge dig fremadrettet ⭐️ Fuld respekt for du følger din drøm og formår at få det til at fungere! 🤗🌸🙌🏼

Svar
laursencoaching
29. juli 2017 14:36

Wow, tusind tak for at dele! Stor respekt tilbage til dig <3 Dejligt at du har lyst til at følge med – håber du får en masse med dig :)

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *