JEG VAR SÅ NERVØS, AT JEG GLEMTE AT NYDE DET

februar 02, 2016
laursencoaching

Som 19-årig flyttede jeg til Finland, hvor min daværende kæreste boede. Jeg husker tydeligt min første fodboldkamp i den bedste finske række – jeg havde aldrig spillet i den bedste række herhjemme, så det var nyt for mig. Dagen inden kampen læste jeg i avisen, at den nye danske angriber skulle starte inde. Allerede der begyndte mit tankemylder. Det måtte jo betyde, at de havde forventninger til mig? Holdet lå til nedrykning og havde skrevet kontrakt med mig i håbet om, at jeg kunne score mål. Jeg sov ikke ret meget den nat, og jeg var en pige af få ord i spillerbussen på vej til kamp.

Følelsen, jeg havde, da vi sad i omklædningsrummet, glemmer jeg aldrig; det føltes som at være havnet i den forkerte film, som om jeg slet ikke var god nok til at spille her, og at de straks ville tænke ”hvad laver hun her?” – på et eller andet tidspunkt måtte de da gennemskue, at jeg var et fupnummer. Dommeren fløjter op til kamp, og vi stiller os på række i spillertunnelen – jeg havde lyst til at flygte. Tænk sig, jeg stod over for min debut i den bedste finske fodboldrække, og jeg kunne ikke en gang nyde det, fordi jeg var så bange for ikke at være god nok. Musikken begyndte at spille, vi gik ind på stadion – der var mange mennesker, flere end jeg var vant til, og tv. Jeg følte mig meget lille og trådte forsigtigt frem og hilste med armen i vejret, da jeg fangede, at der i højtaleren blev sagt ”kaksikymmentäkaksi”, Kathrine Laursen” – nr 22, Kathrine Laursen. I det øjeblik føltes det som om, alles øjne var på mig. Alle ventede på at se, hvad jeg kunne, når det kom til stykket. Virkeligheden har jo nok været, at de andre spillere har haft travlt med at tænke på sig selv, træneren har været fokuseret på noget helt andet end mig, og tilskuerne har knapt nok bemærket mig – jeg var nok ikke helt så vigtig i det store perspektiv, som jeg konstant mindede mig selv om.

Kampen blev fløjtet i gang, og efter 15 sekunder havde jeg på et langskud bragt os foran med 1-0; drømmedebut. Der var en del af mig, som tænkte ”yes yes yes hvor fedt!!” og en anden del, som tænkte ”nej nej nej – nu tror de jo, at jeg er god?!”. Det er faktisk utroligt hvor mange tanker, man kan nå at tænke i et så relativt kort øjeblik. I halvlegen fløj der finske gloser om ørerne på mig – jeg forstod intet, og jeg havde egentlig regnet med at blive skiftet ud til fordel for en af de rigtig gode spillere, som sad på bænken. Men nej, jeg skulle spille videre og tænkte ved mig selv ”hvad foregår der..”. Jeg følte mig slet ikke god nok i forhold til de andre. Den dag var der heldigvis nogen, som troede mere på mig, end jeg selv gjorde. I anden halvleg scorede jeg sejrsmålet til 2-1. Havde jeg stået på sidelinjen den dag, ville jeg have givet den pige en kæmpe high-five og sagt ”hvor er du sej – nyd det!”. Jeg var glad, men tankerne kørte rundt – for det kan godt ske, at de inden kampen havde et håb om, at jeg kunne gøre en forskel, men pludselig så de på mig, som om jeg var blevet sendt fra himlen. Det var fedt, og min selvtillid fik et boost. Mit selvværd derimod skreg til mig, at jeg da nu var virkelig på spanden; for hvordan skulle jeg, lille jeg, kunne leve op til det her?

Man siger, at ”how you do one thing is how you do everything” – så mon ikke, jeg i den periode af mit liv har skabt en masse gode resultater, har haft en masse fede oplevelser men samtidig har haft svært ved at nyde det til fulde – simpelthen fordi jeg har tvivlet på mig selv og har haft alt for mange og alt for høje krav til mig selv.?

8 år efter – sommeren 2015 – skulle vi, ASA Aarhus, spille om oprykning til den bedste kvindelige fodboldrække herhjemme. Vi skulle møde Vejle, og vinderen af den kamp ville rykke op. Der var ikke nogen i eller omkring klubben, som havde haft noget nær en forventning om, at vi skulle rykke op. Vi var så tæt på at skabe en kæmpe succes, og det i sig selv kan føles som et pres. Dagen inden kampen begyndte det at blive meget virkeligt – oplevelsen var mindst lige så stor som i Finland, men jeg havde det anderledes. Jeg var spændt i hele kroppen og kunne slet ikke lade være med at smile, når jeg tænkte på det. Jeg nød hvert et sekund af alt, som den kamp førte med sig. Jeg vidste, at Vejle var gode, men jeg kendte også mit eget hold – når vi var gode, så kunne vi slå selv de bedste. Jeg vågnede lørdag morgen, og hvis jeg var spændt dagen inden, er der ingen ord, der kan beskrive følelsen på kampdagen – men jeg var ikke nervøs. Inde i omklædningsrummet var der en helt specielt stemning; alle var klar. Jeg troede virkelig på mine egne og resten af holdets evner og kunnen. Og hvis det gik galt, ja, hvad så? Der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud og spilde energien på det. Kampen gik i gang, der var høj intensitet, og der var ikke en eneste tanke om tilskuere, trænere eller konsekvenser, der fyldte i mit hoved; det var kun mig og spillet. Vi spillede som et hold, der troede på os selv, og vi vandt kampen 3-1. Det var en super fed oplevelse – vi overraskede alt og alle og måske også lidt os selv.

Tag de to kampe. Situationen er nogenlunde den samme, men mit perspektiv og mit mindset er et andet. Ikke mindst troen på mig selv og troen på, at så længe jeg gør mit bedste, så er resultatet ikke kun op til mig. Tænker du ”åh nej” eller ”det bliver fedt” – den film, der eventuelt måtte starte i dit hoved, har to forskellige slutninger. Hvis du alligevel skal dagdrømme eller visualisere, hvorfor så ikke vælge den gode film? Sæt pris på alle de oplevelser, du har, og nyd det.

– Kathrine

12669330_10153919723507292_100971341_o

No comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *