Blog

Home » BlogPage 2

DRØMMER DU? ELLER ER DU BANGE FOR AT BLIVE SKUFFET?

For en måned siden stod jeg i et lækkert udendørs undervisningslokale i Thailand med bølgerne i baggrunden og solen som min største modstander. 24 danske højskoleelever svedte og ville ud i solen, bade og opleve Koh Tao. Men nej, foran dem ventede dagens 5 timers ”Selvudvikling og kommunikation” med mig. Trods elevernes store engagement hver eneste dag, er det vist kun realistisk at være bevidst om, at det kræver en ekstra indsats som underviser, at holde deres fokus på undervisningen.

”I dag skal vi arbejde med jeres drømme”… og dét delte vandene. Den ene del af holdet reagerede med begejstring og glæde over, at der var sat tid af til noget, de virkelig godt kan lide, men faktisk aldrig tager sig tiden til. Den anden del af holdet havde tydeligvis modstand på opgaven og nogle sagde sågår, at de aldrig drømmer. Jeg blev nysgerrig og spurgte ind til hvorfor. Svaret var det samme, som jeg altid får. De er bange for at blive skuffet hvis drømmene ikke bliver til virkelighed.

Men det er ikke drømmene der skuffer. Det er de forventninger du har til dine drømme. Når vi oplever skuffelse er det fordi vi havde forventninger til en given situation, der ikke blev indfriet. Det kan være forventninger til andre mennesker, resultatet af nogle handlinger eller håb om fremtiden. Alle disse ting er noget, der er uden for din kontrol. Det du kan gøre noget ved er dine tanker, følelser og handlinger – og når du agerer ud fra dette får du indflydelse på dit resultat. Men du kan aldrig få kontrol over det.

Og lad os da bare lege med tanken om, at du alligevel bliver skuffet. Du havde jo håbet rigtig meget. Og så går jeg altså også ud fra, at du har gjort noget aktivt for at gøre din drøm til virkelighed. Det er i hvert fald lidt dumt, at gå og snakke en masse om noget du drømmer om, vælge ikke at handle på det og alligevel blive skuffet. Nå, du har kæmpet, du har håbet, du kunne ikke have gjort mere – og alligevel står du tilbage med en stor og tung følelse i kroppen af skuffelse. Og hvad så? Altså, og hvad så, at du er skuffet? Ja det er træls.. Men hvad er alternativet – at du aldrig havde prøvet?

Når du drømmer forestiller du dig et scenarie der beskriver dit liv, når drømmen er gået i opfyldelse. Det er tanker. Du ved jo faktisk ikke hvordan det ville være – der er stadig en masse ting, der er uden for din kontrol og som vil få indflydelse på det. Kender du det med, at det ofte er hele rejsen mod det vi gerne vil, der giver et større kick end når du så endelig har det? Det er selvfølgelig ikke altid sådan. Men min pointe er, at du bliver skuffet over et scenarie, der jo faktisk kun eksisterer i dine tanker – i stedet for at give dig selv en high five for at have prøvet og for at være kommet meget længere end da du startede. Nye muligheder opstår.

Du må gerne have forventninger. Men begræns dem til det, der er inden for din kontrol: dine tanker, følelser og handlinger. Og vær realistisk i forhold til dine forventinger – du præsterer ikke bedre ved at have tornhøje forventninger. Tværtimod kan de begrænse dine ressourcer fordi du bliver presset. Hvis du er bange for, at dine drømme skuffer dig – så prøv at blive bevidst om dine forventninger i stedet. Kan de justeres, så de bliver en bedre støtte for dig?

SE MED I MORGEN.. Tirsdag kommer min video ”Er du drømmer eller realist?” – følg med på bloggen eller YouTube.

FÅ TIPS.. på torsdag kan du i mit nyhedsbrev få tips til hvordan du kan give plads til kreativiteten og lade drømmene fylde. Jeg guider dig til en brainstorm over drømmene i dit liv.

Online mentorforløb.. Ønsker du støtte og sparring i din udvikling? Så er et online mentorforløb måske noget for dig. Send mig en mail på info@laursencoaching.dk – så taler vi om hvordan jeg bedst muligt kan hjælpe dig.

– Kathrine

IMG_8460_SH

Read More

UNDGÅ MELLEMTILFREDSHEDEN – HVIS DU ER KLAR?

Se dagens lille peptalk og få svaret på hvad skal der til for ikke at havne i mellemtilfredsheden! Du ved, den der følelse af, at det går fint nok.. men du ved jo godt, at du kunne få lidt mere ud af livet?

Tilmeld dig nyhedsbrevet i højre side på http://laursencoaching.dk/blog/

-Kathrine

Read More

NÅR HVERDAGEN FANGER DIG

Vækkeuret ringer og forpligtelserne kalder. Hvis jeg kan nå det starter jeg lige med at tjekke om der er sket noget nyt på Facebook og om der er kommet vigtige mails siden jeg gik i seng. Jeg kan lige nå at få lidt morgenmad inden jeg skal ud af døren. Egentlig har jeg et ønske om at prioritere de lange morgener – det er sådan en god start på dagen, men jeg kan jo ikke nå det hele.

På vej ud af døren kommer jeg til at tænke på min veninde. Det er alt, alt for lang tid siden, at vi har snakket. Men hun har nok også meget at se til. Ej, jeg må hellere give hende et kald senere.. jeg har vist et hul i kalenderen efter træning i eftermiddag. Hov – træning.. jeg har da glemt mit træningstøj! Jeg vender om halvvejs på vej ind i bilen, småløber op i lejligheden og tager tasken over skulderen som jeg pakkede i går inden jeg gik i seng.

Dagens første møde er veloverstået – det gik virkelig godt. Jeg skal også blive bedre til at fejre mine små succeser, men lige nu er det vigtigere at forberede mit næste møde. Jeg vil jo gerne gøre det godt. Gad vide om jeg kan nå noget frokost? Hvis bare jeg havde lavet noget lækkert og sundt mad i går, så kunne jeg have spist det nu. Men jeg var så træt da jeg kom hjem fra en hyggelig kaffedate med mine veninder. Nå, men 7-Eleven er jo også begyndt at have nogle sunde alternativer, så jeg svinger lige forbi den næste jeg kører forbi. Bare lige i dag.

Sikke en effektiv dag! Jeg har lidt meget at se til – men det gør ikke noget, jeg kan faktisk godt lide det. Har jeg nu også styr på alt til i morgen? Det tror jeg, så kan jeg lige se en TED Talk inden jeg falder i søvn og få lidt ny inspiration. Åh, min veninde; nu fik jeg ikke ringet til hende! Måske vi skal tage på et spaophold i stedet og virkelig få catchet up – det trænger vi nok begge til. Det skriver jeg lige i kalenderen til i morgen.

Sådan kan mit liv sagtens se ud, når jeg bliver fanget i hverdagen.  

Hvordan ser dit liv ud når det er styret af planlægning og to do lister?

Det er ikke fordi der nødvendigvis er noget forkert i at leve sådan. Det er jo dit eget valg. Vær blot opmærksom på, at det er dig der har kontrol over hverdagen og ikke hverdagen, der har kontrol over dig. Hvis sidstnævnte, så er der sandsynlighed for, at du på sigt vil miste dig selv i det og måske ende med en følelse af at leve i mellemtilfredsheden – for hvorfor gør du egentlig det, du gør?

En hurtig måde at tage temperaturen på er ved at besvare disse spørgsmål:

  1. Hvilket område i dit liv giver du mest fokus lige nu?
  2. Hvilket område forsømmer du mest lige nu?
  3. Er der noget, du inderst inde gerne vil ændre?

SE MED I MORGEN.. Tirsdag kommer min peptalk ”Undgå mellemtilfredsheden – hvis du er klar?” – følg med på bloggen eller YouTube.

FÅ TIPS.. på torsdag kan du i mit nyhedsbrev få tips til hvordan du kan få mest værdi ud af et fokusskifte i dit liv.

– Kathrine

IMG_2996_SH

Read More

STYRER DINE TANKER DIG?

Livet rummer både op- og nedture og uanset hvilke valg du træffer, vil der altid være både positive og negative konsekvenser. Bare husk på, at du ikke er dine tanker.

I december fik jeg tanken om, at det ville være en drøm at bo og arbejde i Thailand for en stund. Men jeg fik hurtigt en “tanke-lussing” og blev mindet om at:

  1. Det kan du jo ikke
  2. Du har altså en virksomhed i Danmark
  3. Bør du ikke snart få lidt ro på?
  4. Hvor skal du overhovedet bo i Thailand?
  5. Hvad med din lejlighed, bil og kontor i Aarhus?

Ja, det var blot en brøkdel af de tanker, der opstod! Og hvis vi ikke er klar over, at vi HAR tanker men at vi ikke ER vores tanker, så er det nemt at blive fanget i dem. På den anden side venter friheden til at gøre det, du virkelig gerne vil. Selvfølgelig med de positive og negative konsekvenser der følger med ligegyldigt hvad du vælger.

Det betyder ikke, at du ikke må lytte til dine tanker – men måske budskabet i mit tilfælde ikke var, at jeg skulle blive hjemme men snarere, at jeg lige skulle have styr på nogle vigtige ting. Så jeg sender en stor og kærlig tak fra dagens arbejdsplads på altanen i Thailand til min “tanke-lussing” for den vigtige påmindelse.

Men hvordan træffer du egentlig dine beslutninger? Ud fra det du ønsker at opnå eller det du ønsker at undgå? Jeg tror på, at gå efter og udleve drømme er for alle. I videoen har jeg et budskab, som jeg gør alt for selv at udleve hver evig eneste dag!

Read More

LIDT MINDRE SNAK OG LIDT MERE HANDLING

Vi taler meget – og vi taler meget om de ting, vi drømmer om. Nogle gange sætter vi endda handling bag. Og en sjælden gang imellem er vi villige til at gøre alt der skal til.

Om så vi giver alt hvad vi har er vi ikke garanteret, at vi når vores mål eller at vores drømme går i opfyldelse. Og måske dine drømme og mål ændrer sig undervejs – det kan vi umuligt vide som vi sidder her i dag. Der er så mange ting, der er uden for vores kontrol.

Den del der altid er inden for din kontrol er dine tanker, følelser og handlinger. Der kommer ikke nogen og giver dig det, du drømmer om (så er du i hvert fald meget heldig!) – det er dit eget ansvar. Det kan lyde hårdt og det kan være hårdt, men det er meget mere tilfredsstillende at gøre det, du faktisk gerne vil end blot tale om det.

Hvis der er noget du virkelig gerne vil, så start med at gøre en lille ting i dag, der støtter dig i at nå dit mål. Og hvis du virkelig vil skille dig ud – altså, det er egentlig ret simpelt og alligevel vil du gøre mere end de fleste – så fortsætter du når det bliver svært og når du har lyst til at kaste håndklædet i ringen.

Hør min lidt forpustede peptalk (og se mine elever sætte mig i den varme stol samt min nye lækre arbejdsplads i Thailand) i videoen.

– Kathrine

Read More

MIN FØRSTE UNDERVISNINGSUGE I THAILAND

Min anden episode er nu online! Det er noget helt andet at videoblogge end at smide et redigeret billede på de sociale medier. Faktisk ved jeg ikke selv hvilke klip min producer har valgt før kort tid inden det bliver offentliggjort. Det er nyt, spændende, lærerigt og ret sjovt!

I denne episode tager jeg dig med på min første uge i Thailand, der byder på lidt af hvert :)

Ha’ en dejlig dag,

Kathrine

Read More

MIN FØRSTE VIDEOBLOG

Hop med på mit eventyr som underviser i Thailand. Jeg har kameraet i hånden og filmer min sidste arbejdsdag i Danmark og en vemodig afsked inden jeg tager på et døgns rejse mod 24 nye højskoleelever, gensyn, aftenbadning, sol og meget mere! .. Du får mig, mine tanker og mine omgivelser både når der er overskud og når trætheden melder sig.

Fremover deler jeg hver tirsdag aften min seneste videoblog – jeg håber, at du har lyst til at følge med. Hop evt ind på linket og subscribe til YouTube kanalen: https://youtu.be/9VbK1skZht0

Ha’ en dejlig dag,

Kathrine

Read More

TRÆNER DU AF LYST ELLER PLIGT?

Ligegyldigt hvad jeg beskæftiger mig med, er det utrolig vigtigt, at jeg er drevet af lyst. Det betyder ikke, at jeg forventer, at det, jeg laver, er sjovt hele tiden – nogle gange må jeg nødvendigvis gøre noget eller være i noget, som ikke umiddelbart motiverer mig for at opnå det, der giver mening for mig. Hvis jeg er for lang tid i noget, fordi jeg ‘skal’ eller ‘bør’, ender jeg mellemtilfreds – og så bliver jeg altså en lidt fesen udgave af mig selv!

Jeg har altid været aktiv og har spillet fodbold i 21 år. De fleste dage elskede jeg spillet og de andre dage vidste jeg, at hvis jeg ville spille med, hvor det var sjovest, så krævede det, at jeg tog ansvar for mine ambitioner, selvom det var koldt, blæste, jeg var træt eller, hvad jeg ellers kunne finde på af undskyldninger. Siden jeg i sommeren 2015 stoppede min fodboldkarriere, har jeg forelsket mig i styrketræning. Det er en smule anderledes for mig, da jeg som sådan ikke har ambitioner i forhold til min styrketræning. Og alligevel står jeg de fleste morgener op, når vækkeuret ringer kl. 06:00, kravler ned fra hemsen og spiser lidt morgenmad, finder tøjet frem og bevæger mig ud, selvom det er koldt, blæser og jeg stadig er lidt træt. Hvorfor? Fordi jeg synes, at det er den bedste start på dagen. Og nej, jeg vil ikke hellere sove længe – så havde jeg gjort det.

Selvfølgelig er der også dage, hvor jeg ikke har lyst til at træne. Der er forskel på, om det er fordi, jeg ikke lige orker at komme afsted, eller om det er fordi, jeg har behov for mere søvn, afslapning eller noget helt andet. Det er egentlig ret simpelt hvis årsagen er den sidstnævnte, ikke? Så gør jeg selvfølgelig det, jeg har behov for. Hvis jeg ikke orker, er det faktisk netop træningen, der ofte giver mig energi til resten af dagen – og den bevidsthed er nok til, at jeg kommer afsted. En anden afgørende faktor for, at jeg elsker at komme til træning er, at jeg træner et sted (SeierFitness), som er meget mere, end bare et træningscenter! Hallo, de serverer morgenmad og kaffe i deres lille hyggelige café. Dét er da en motivation i sig selv, hvis det er svært at komme afsted! Og så er stedet fyldt med glade og imødekommende mennesker – jeg bliver altid hængende lidt længere, fordi jeg ender i sofaen i en hyggelig snak og med en kaffe i hånden.

Jeg er ret motiveret af forandringer og udfordring, men jeg er ikke motiveret af vægt – hverken min egen vægt, eller det jeg løfter. For mit vedkommende er den motivation i hvert fald utroligt kortvarig. Inden jeg rejste til Thailand i december, var jeg begyndt at gå lidt kold i mit træningsprogram, som jeg selv havde sat sammen med lidt sparring fra andre. Det irriterede mig, at jeg ikke var lige så motiveret, som tidligere. Da jeg kom hjem igen besluttede jeg mig for at få lavet et træningsprogram ved en af de personlige trænere, Simon. Det er noget af det bedste, jeg længe har gjort for mig selv! Konkurrencemennesket i mig er tændt og jeg elsker udfordringen med nye øvelser – også selvom jeg ligner en knold, når jeg laver nogle af dem. Det er to vidt forskellige ting at stå i et træningscenter, fordi jeg føler, at jeg skal, eller fordi jeg har lyst.

Tidligere på ugen spiste jeg aftensmad med min veninde Maya og vi kom ind på det med at træne, når vi ikke har lyst. Det gider vi altså ikke! Vi har begge prøvet at stå nede i træningscenteret og endt med at gå hjem igen uden at træne – det er en lille smule skørt, men ret lækkert bare at lytte til kroppen.

– Kathrine

16466331_10154976905997292_1124074437_o

Read More

RYD OP I DINE RELATIONER

Jeg har selv lige gjort det. Altså lavet en oprydning i mine relationer. Jeg var faktisk lidt utilpas da jeg startede – for hvad nu hvis jeg fandt ud af, at der var nogle mennesker i mit liv, som jeg faktisk hellere var foruden?

Til en start skrev jeg alle mine relationer ned på et stykke papir hvorefter jeg uden at tænke for meget over det delte dem ind i tre underkategorier ud fra hvor nære relationer det er. Herefter skrev jeg nogle kategorier ned, som passer godt til mig:

  • Familie (dette kan også være venner)
  • Nære venner
  • Stærke bånd
  • Gode venner
  • Venner
  • Skønne relationer

Jeg så på navnene på alle de fantastiske mennesker, der stod på mit papir og følte mig dybt taknemmelig. Derefter gik jeg dem igennem en efter en hvor jeg tog stilling til hvem de er, hvorfor de er i mit liv, hvad de bidrager med og hvad de ikke bidrager med. Der er slet ingen dom over det – det handler egentlig bare om, at jeg vil bruge tiden med de mennesker, jeg virkelig har lyst til at bruge tid med. Og det er ikke afgørende om du er en ‘nær ven’ eller en ’skøn relation’ – for det vi bidrager med i hinandens liv er dejligt og vigtigt på forskellige måder.

Da jeg startede var jeg lidt bange og da jeg sluttede var jeg fyldt op af en lykkefølelse. Det er rart at være bevidst om hvem jeg bruger tiden med og hvorfor. Hvis du har mod på det, så sæt dig et sted med ro og gennemgå dine relationer.

1. Se på alle de mennesker, du har i dit liv. Hvem er de?

2. Hvorfor er de i dit liv?

3. Hvad bidrager de med?

4. Hvad bidrager de ikke med?

God fornøjelse :)

– Kathrine

16444203_10154972759567292_1784748241_o

Read More

WEEKENDKURSUS I MARTS

DIG SELV, DIN ADFÆRD OG DIN FREMTID
Nu handler det om dig og ikke om dit arbejde, dine venner, din familie, bilens servicetjek eller dine daglige gøremål. Og det gør det, fordi du har meget mere overskud til netop disse ting, når du får ryddet op hos dig selv og finder det fokus, der giver dig energi og nærvær.

Med udgangspunkt i det praktiske, som blandes med ikke alt for meget tør teori, vil du flytte grænser, give slip på bagage og finde ny energi til at gøre lige det, du virkelig gerne vil. Jeg ønsker at inspirere ved at skubbe lidt til din sædvanlige måde at møde verden og dig selv på samt give dig konkrete værktøjer, som du selv kan anvende. Gennem en individuel forventningsafstemning og to workshops vil du få større indsigt i dig selv, din adfærd og din fremtid.

Se programmet herunder.

Individuel forventningsafstemning
Afholdes inden d. 25/03

Forud for de to workshops mødes jeg med dig og laver en individuel forventningsafstemning for dit forløb. Dit udgangspunkt og dine ønsker vil sikkert være forskelligt fra de andre deltagere. Ved at lave individuelle forventningsafstemninger skaber vi de bedste muligheder for at dit udbytte bliver så stort som muligt.


Workshop 1
Lørdag d. 25/03 kl. 10:00-15:00,  Aarhus

På første workshop kommer du til at arbejde med:

Verdensbilleder: Vi oplever verden ud fra, hvad vi mener, der er ’rigtigt’ og ’forkert’. Hvordan ser dit verdensbillede ud? Og hvordan er det blevet sådan?

Din personlige historie: Hvad har du med i rygsækken? Og måske endda vigtigere, hvilken mening tillægger du det? Vi ser på forskellen mellem historier og historik. De historier og referencer, du har med i rygsækken, påvirker dit verdensbillede. Tag det bedste og alt du har lært med dig, men lad ikke dine historier holde dig selv og din tro på dig selv tilbage.

Overbevisninger: For at ændre din historie og gå efter dine drømme, må du opdage dine mønstre og overbevisninger. Hvad tror du på om dig selv, andre mennesker, fortiden, fremtiden og verden? Der findes både støttende og hæmmende overbevisninger og når du opdager dine, får du mulighed for at stoppe med at reagere på dine tanker og i stedet gøre det, du virkelig vil.


Workshop 2
Søndag d. 26/03 kl. 10:00-15:00, Aarhus

På anden workshop kommer du til at arbejde med:

Værdier: Du træffer dine beslutninger ud fra, hvilke værdier der er vigtigst for dig. Ofte er rækkefølgen ubevidst og hvis du ikke kender dine værdier, kan det være svært at træffe beslutninger. Hvis du til gengæld ved, hvilke værdier der er vigtigst for dig, er det nemmere at træffe kongruente beslutninger og skabe holdbare resultater.

Frygt: Der er ikke en opskrift på, hvornår og hvordan frygten rammer, men du kan lære den at kende og måske endda overvinde den. Ofte bliver frygten misforstået og opfattet som noget ’dårligt’. Okay, det føles ikke altid så rart, men du kan lære rigtig meget ved at opdage, hvordan frygten viser sig hos dig. Så snart du ser på frygten med andre øjne, vil du få øje på, hvad der egentlig er på spil.

Drømme: Tør du drømme eller er du måske bange for at blive skuffet eller fejle? Lad – for et øjeblik – fantasien få frit spil og gå på opdagelse i dine drømme. Hvad skal din fremtidshistorie indeholde? Er der overensstemmelse mellem dine drømme og dine værdier, som jo påvirker dine handlinger? For dig, der har lyst til at handle på dine drømme, ser vi på, hvad der skal til for at begynde at realisere dem. Måske der skal træffes beslutninger eller sættes delmål? Du kan altid ændre kurs undervejs, hvis du skifter mening – jeg ville være mere bange for aldrig at komme i gang.


Totalpris:
3.750 kr. inkl. kaffe, te, vand og frugt (begrænset antal pladser)

Tilkøb #1: 1 coaching session, der bruges enten i mellem de to workshops eller efterfølgende. Totalpris: 4.200 kr.

Tilkøb #2: 2 coaching sessioner, der bruges i mellem de to workshops samt efterfølgende. Totalpris: 4.650 kr.

Tilmelding til info@laursencoaching.dk

laursencoaching_kontakt

Read More